De Qvadeske Legater

Caroline Louise Dorthea Qvade (gift Thousig)

Om Louise Qvade, den ene af de tre legatstiftere, ved vi desværre i dag meget lidt.

Hun fødes i Maribo i 1846 og flytter på sin fire års fødselsdag med sine forældre, Susanne Elisabeth og Carl Anton Qvade, ind i købmandsgården på torvet. Hun går som sin fire år yngre bror, Carl Qvade, i skole hos en jomfru Bech i Maribo og undervises som ung pige desuden nogle måneder i København.

Hun bliver som voksen boende hos sin forældre, hvor hun aflaster, og i de sidste år plejer sin mor frem til dennes død i 1893. Herefter overtager hun husholdningen, der udover hendes far vistnok også omfattede de to ungkarle Carl Qvade og Carl Martin Thousig.

I 1900 gifter hun sig med Carl Martin Thousig. Tre dage efter vielsen dør hendes far uden forudgående sygdom, og ægteparret bliver herefter boende i hjemmet.

Louise var meget teaterinteresseret og afholdt i en årrække, inden hun blev gammel, åbent-hus-arangementer i hjemmet sammen med sin mand. Ved disse ugentlige aftensammenkomster blev der læst højt og spillet musik og teater. Hun viste sig her som en interesseret iscenesætter.

Louise fik aldrig børn. Hun dør i 1922 og er begravet imellem sin bror og sin mand i familiegravstedet på Maribo Kirkegård.