De Qvadeske Legater

a/s C.A.Qvade & Co

Firmaet grundlægges af den 24-årige Carl Anton Qvade, da han den 1. maj 1843 åbner en beskeden kolonial- og manufakturhandel i Vestergade i Maribo. Umiddelbart inden forretningen flyttes til torvet i 1850 beskæftiger den lille virksomhed en handelsbetjent, en lærling og en karl.

25 år: Fra 1850'erne oparbejder Qvade gradvist en betydelig omsætning via Bandholm havn. Han exporterer korn og smør og importerer især kul og foderstoffer. Manufakturhandlen frasælges (1861), og kolonialhandlen suppleres med isenkram og landbrugsredskaber. Der etableres afdelinger i Bandholm (1862) og Holeby (1874).

50 år: I år 1900 gennemføres en fusion med to mindre, lokale konkurrenter i et fælles aktieselskab. Selskabsformen passer godt til det voksende finansieringsbehov og firmaets generationsskifte.

75 år: De gamle afdelinger i Maribo, Bandholm og Holeby suppleres med Sakskøbing (1900), Ryde (1916), Lindet (1924), Askhøj (1926), Søllested (1926), Askø (1931) og Fejø (1931). Beskæftigelse: ca. 50 personer.

100 år: Jubilæet i 1943 fejres under krigen hvor handlen med virksomhedens varegrupper er stærkt reguleret og kolonialvarer i høj grad erstattet af surrogater. Beskæftigelse: ca. 100 personer.

125 år: Vigtigste produkter er maltbyg og såsæd. Export til mange markeder. Opført siloer i Bandholm (1956-61), Sakskøbing (1960) og Rødbyhavn (1966). Udvidet såsædsanlæg i Maribo (1967). Hertil faciliteter til import/opbevaring og distribuering af kul og fyringsolie, nedfældning af amoniak og spredning af kunstgødning, samt butikker med dagligvarer mv. i Maribo, Sakskøbing og Rødby. Beskæftigelse: ca. 250 personer.

Herefter deler virksomheden skæbne med landets øvrige  lokale korn- og foderstofforetninger: den opsluges i den løbende udvikling imod færre og større aktører. Efter en kapitaltilførelse i 1975 er firmaets største kunde, a/s De Forenede Bryggerier, ejer af 50 % af aktiekapitalen. Hovedaktionæren må indskyde yderligere kapital i 1978. I regnskabsåret 1978/79 opstår et betydeligt underskud. Virksomheden er på dette tidspunkt ved at opføre en ny forderblandingsfabrik, hvis rentabilitet er blevet tvivlsom i løbet af byggeperioden. Med udsigt til en årrække uden udbytter accepteres hovedaktionærens tilbud om at købe de øvrige aktier, og ultimo 1979 er a/s De Forenede Bryggerier eneejer. Få uger senere sælges virksomheden til DLG.