De Qvadeske Legater

Legaterne


Fire legater

De Qvadeske Legater består af fire legater, der understøtter hver sin personkreds. Legaterne benævnes: A, B, C og D.

Legaternes aktiver består af båndlagt kapital. Iflg. fondens vedtægt skal det årlige kapitalafkast anvendes til at bevare to gravsteder på Maribo Kirkegård samt betale fondens omkostninger. Det resterende beløb fordeles herefter til udbetaling via de fire legater. Fordelingen, der er vedtægtsbestemt, foregår således, at Legat A får ca. 57%, B ca. 25%, C ca. 7% og D ca. 11% af beløbet.

Begyndelsen

Legaterne blev indstiftet i Maribo af de to søskende Carl og Louise Qvade samt af Louises ægtemand Carl Martin Thousig. Stifterne var velhavende - men barnløse. I 1911 oprettede de et fælles testamente, hvori de bl.a. beskrev deres ønsker til en fond med navnet De Qvadeske Legater samt sikrede sig, at deres formue ville tilfalde denne fond ved deres død.

Da Carl Qvade døde i 1920 blev fonden etableret. Der blev udarbejdet en vedtægt på grundlag af det fælles testamente, og hans formue blev herefter overført til fonden. Da Carl Martin Thousig, som den sidste af stifterne, døde i 1927, blev legatkapitalen yderligere forøget med hans og Louises formue.

Fremtiden

De Qvadeske Legater har uddelt en større sum penge hvert år siden 1922. Legatkapitalen er stadig betydelig, men den årlige uddeling er mindsket i takt med, at afkastet i den sikre ende af kapitalmarkedet - og beskatningen af familiefonde - gradvist er forværret efter 1990.